Amanita muscaria – giftig, eller overser vi en del af billedet?

Amanita muscaria, den røde fluesvamp, beskrives ofte helt enkelt som giftig. Det er ikke forkert – svampen indeholder blandt andet ibotensyre og muscimol, og større eksponering kan forårsage tydelig forgiftning.

Men spørgsmålet er, om det videnskabelige billede nogle gange forenkles for meget.

En stor del af argumentet omkring ibotensyrens neurotoxicitet kommer fra dyreforsøg, hvor stoffet bruges til bevidst at skabe hjernelæsioner. I flere sådanne studier injiceres ibotensyre direkte i specifikke dele af hjernen.

Det viser tydeligt, at ibotensyre kan være excitotoksisk for nerveceller.

Men det er ikke det samme som at vise, at små mængder, der tages oralt, forårsager tilsvarende neurologiske skader.

Administrationsvej, lokal koncentration, metabolisme og eksponering adskiller sig kraftigt

.

Hvorfor stiller nogle spørgsmålstegn ved konklusionen?

Det er netop denne forskel, der har gjort mange forskningsinteresserede brugere kritiske over for, hvordan disse studier nogle gange præsenteres online.

På fora som Reddit og i brugerfællesskaber vender kritikken tilbage med spørgsmålet:

er direkte injektion af ibotensyre i hjernevæv en realistisk model for normal oral eksponering?

Det betyder ikke, at ibotensyre er ufarligt.

Det betyder, at spørgsmålet: ”Er ibotensyre neurotoksisk?” og spørgsmålet: ”Forårsager lav oral eksponering for Amanita muscaria neurodegeneration hos mennesker?”, ikke er det samme videnskabelige spørgsmål.

Der findes stadig meget lidt god forskning om det sidste.

 

Samtidig rapporterer brugere positive effekter

Der findes også et voksende antal anekdotiske rapporter fra personer, der bruger små mængder Amanita muscaria.

Almindelige oplevelser inkluderer forbedret søvn, mindre angst og mental rastløshed, øget ro, ændrede eller tydeligere drømme samt forbedret subjektivt velbefindende m.m.

Der findes også negative rapporter om blandt andet kvalme, hjernetåge, angst og søvnproblemer, hvilket også menes at indikere højere niveauer af ibotensyre i forhold til muscimol.

Derfor bør brugerberetninger ikke betragtes som kliniske beviser.

Men når mange mennesker uafhængigt af hinanden rapporterer lignende effekter, opstår der i det mindste et legitimt forskningsspørgsmål.

 

Muscimol gør spørgsmålet endnu mere interessant

Muscimol er en potent agonist ved GABA-A-receptorer – et af hjernens vigtigste hæmmende signalsystemer.

Det giver en biologisk rimelig forklaring på, hvorfor nogle brugere rapporterer eksempelvis sedering, ro og ændret søvn.

Men biologisk plausibilitet er stadig ikke det samme som klinisk bevist effekt.

 

Er Amanita muscaria det næste psilocybin?

Det ved vi ikke.

Psilocybin er et godt eksempel på, hvordan et længe stigmatiseret stof senere kunne vise terapeutisk potentiale, når det blev studeret i kontrollerede kliniske forsøg.

Det betyder ikke, at Amanita muscaria vil vise det samme.

Men det viser, hvorfor spørgsmålet bør afgøres gennem god forskning, ikke kun gennem historisk stigma eller brugeranekdoter.

 

Konklusion

Amanita muscaria er hverken noget, man bør beskrive som helt risikofrit eller automatisk afvise som et meningsløst gift.

Vi ved, at svampen kan forårsage akut forgiftning, og at ibotensyre har excitotoksiske egenskaber ved indtagelse af store mængder samt når svampen ikke er blevet tørret.

Men vi mangler stadig gode humanstudier, der besvarer de spørgsmål, som mange egentlig er interesserede i:

Hvad sker der ved lav oral eksponering? Findes der reproducerbare positive effekter? Hvordan ser risiciene ud over tid?

Det mest rimelige svar i dag er derfor måske ikke, at Amanita muscaria er sikker – eller farlig i alle sammenhænge.

Det er, at vi stadig ved for lidt, men samtidig mere end nogensinde før.